Kim Mellius Flyvholm Larsen, bedst kendt som Kim Larsen, var en af Danmarks største musikere, og der er formentlig ikke en eneste generation, der ikke har hørt om denne landskære spillemand.
Gennembrud og karriere
Kim Larsen blev født den 23. oktober 1945 i København og var egentlig uddannet folkeskolelærer. Det blev dog kun til en kort stund inden for dette fag, da han i 1969 blev kendt med rockgruppen Gasolin. Tiden med Gasolin varede i næsten 10 år, før bandet gik i opløsning og Kim Larsen fortsatte på egen hånd og i forskellige bands. Fra 1970’erne var han en af de mest populære musikere i Danmark, og han forsøgte endda at skabe sig en karriere i USA i 80’erne uden succes, hvorfor han derfor kom hjem til Danmark igen.
Musik og film
Kim Larsen er mest af alt kendt for sine populære sange, som mange danskere kender, som var det deres egne. Han har dog også ageret skuespiller i flere film, men han huskes særligt for filmen “Midt om natten”, hvor han både havde en af hovedrollerne i filmen og var medforfatter af manuskriptet. Foruden dette skrev, sang og spillede han det meste af musikken i filmen, og albummet med sange fra filmen er et af de bedst sælgende album i Danmark. Udover sine egne sange har han også skrevet sange til andre kunstnere, der er blevet store hits.
Folkets mand
Kim Larsen var i sandhed folkets mand, og han brød sig ikke om at være hævet over andre. Han sagde sågar nej tak til ridderkorset fra dronningen, da han mente, det er en dårlig idé at give hinanden priser. Han gik også stærkt ind for personlig frihed, og brugte flere hundrede tusinde kroner på en kampagne mod rygeloven, som han var stor modstander af. Det er ikke så underligt, da han havde til vane at ryge under sine optrædener.
Kim Larsen døde 30. december 2018, men i marts 2019 blev et sidste album udgivet efter hans ønske.